I hate goodbyes..

that's a fact!
Ida rejser til Skotland i morgen og vi sendte hende til toget i dag. Et helt år skal hun være væk og jeg kommer til at savne hende ubeskriveligt!
I 3 år har jeg kendt hende og set hende mindst 5 dage ud af ugens 7.
Har jeg lavet noget, har Ida været med og har jeg ikke lavet noget, har Ida også været med, men pludselig forsvinder tiden og så skal hun afsted. Det føltes som om der var evigheder til at hun skulle rejse, og da jeg så vågnede i morges var der blot et par timer til. Jeg ved simpelt hen ikke hvor tiden bliver af!
Det er lidt som om at tiden ændrer sig. Da man var barn føltes en sommer ferie som 500 år, der var tid til alt, der næsten for meget tid. Nu, som næsten 20- årig, er der ikke nok! Jeg bliver altid vildt overrasket hver gang jeg skal vende kalenderen til en ny måned, og når jeg tænker tilbage, synes jeg slet ikke at jeg har opfattet den forgangne måned.. Jeg bliver ved med at fortælle mig selv at jeg skal være opmærksom og føle efter, men det er lidt som om at jeg glemmer det i farten af det jeg laver. Man siger jo at tiden går hurtigt når man har det sjovt, og det kan jeg kun sige JA til!

Heldigvis for mig, er de andre søde veninder stadig hjemme og jeg ved at det næste halve år bliver fedt! Pokerclub, duelighedsbevis, roadtrips og sleep-overs, arbejde og hygz skal man ikke sådan kimse af.

Miss you already, Idahoe!

Bye!