St Patricks day!!
Virkelig god dag i dag!!! Maria og jeg tog til Chicago (efter bøvl og forsinkelser med the metra pga. de mange mennesker der skulle med). Klokken 10.30 var jeg i byen, og der var SÅ mange mennesker! Jeg har ALDRIG set så mange mennesker.. måske til Roskilde Festival.. faktisk så nej, jeg tror der var flere på gaden i Chicago. Vejret var skønt og stemningen var rigtig god. Vi fik set den grønne flod, shoppet (ups), spist (ups, ups) og set en hel masse af byen.
Virkeligt mange mennesker havde klædt sig ud eller havde grønt tøj på, det så rigtig fedt ud! Rigtig speciel oplevelse, næste år er jeg 21, så bliver det måske endnu sjovere?
Da jeg kom hjem lidt over 5, fik vi gæster til aftensmad. Begge to besøgende par havde børn, så jeg spillede dodge-ball i haven med dem alle sammen. Pigernes hold tabte. Vi var også kun 3, mod 6 drenge. Oh well.
Vi fik rigtig lækker aftensmad og dejlig dessert, og der blev fortalt de sjoveste historier om river-rafting, 8-års læge check-up, og hospitals-historier. Det var rigtig sjovt at høre.
Jeg har lært noget om mig selv i dag. Det er ret underligt. Hvis du skulle beskrive dig selv kort, hvad ville du så sige? Jeg hår gået og tænkt over det, og jeg ved ikke hvad jeg ville sige. Jeg er tålmodig- men på den anden side er jeg utålmodig og vil have at tingene sker nu, nu, nu! Så er jeg genert- men på den anden side elsker jeg at være sammen med mennesker. Så er jeg ubeslutsom- men andre gange er jeg spontan. Man kan jo ikke sige begge dele. Er det ikke enten eller? Bør man overhovedet vide hvad man skal sige / vide hvem man er? Man kan vide meget, uden at vide hvem man er, tror jeg. Jeg bliver bare lidt frustreret over ikke at have et klart svar. Betyder det så at jeg er lidt af det hele? Det kan man ikke. Det må jo være noget forfærdeligt rod og uoverskueligt. Jeg ved det ikke.
Det jeg har lært er: Jeg kan lide at lytte. Jeg kan lide at lytte til menneskers historier og deres oplevelser, uden altid at dele mine egne eller komme med inputs. Jeg bryder mig ikke om at afbryde. Snakken bliver for løs så. Jeg kan lide at have samtaler, dialoger, hvor man skiftes, hvor man når at få sagt det man har at sige, og hvor den anden person bouncer af på hvad man har sagt og bygger videre. Jeg bryder mig heller ikke om at blive afbrudt. Jeg mister mit mønster og glemmer hvor jeg kom fra, det er virkelig distraherende.
Derimod er det det sværeste i hele verden at tale om vigtige/ betydningsfulde/ dybe og svære ting. Det er svært for mig at vide helt præcist hvad jeg gerne vil sige, det er svært at sætte ord på det jeg føler og tænker og derfor føles de ord som siges, ikke at slå til, i forhold til det jeg tænker og føler. Det er noget underligt noget. Jeg kan godt lide at bruge andres ord og matche dem med det jeg føler. Som i musik. Så snupper jeg et vers fra en sang, som lige præcist passer til det jeg går og tænker på. Bum, så blev der sat ord på. Så kan selve musikken bruges til at beskrive mit humør og stemning. Derfor er det svært at dele musik. Så giver jeg lidt af mig selv, som jeg måske ville synes var tryggere at beholde for mig selv. Tryghed. Det kan være farligt at dele musikken, i tilfælde af at modtageren ikke synes om det. Så er det lidt ligesom at sige: "jeg forstår ikke din tilstand, jeg forstår ikke dig" og det er sgu da farligt!
Man.. (dermed mener jeg jo egentlig mig selv. Når man skriver "man", er det generelt, så rammer det ikke kun mig) ..burde ikke være bange for at dele. Men det bliver man, i frygt for at blive afvist eller ikke at blive forstået. bum.
Så kan jeg forhåbentligt lære at blæse på tryghed og frygt, mens jeg er i dette sindssyge land. Måske kan jeg lære at beskrive mig selv. We'll see.
Hør: http://www.youtube.com/watch?v=doIEwzc6k_k&feature=related
Så fik jeg vendt mit glade St Patricks day blog-indlæg om til en god omgang plidder pladder, men det er også fint nok. ja det er!
-Bye!
